Rantzausminde FAQ

Rantzausmindetræffet - Svar på ofte stillede spørgsmål

Af Jesper Nothlev:

Kræver det tilmelding at deltage i Rantzausmindetræffet ?

Det er ikke et krav at du tilmelder dig, men vi opfordrer til at du gør det, og i god tid, så arrangørerne kan bestille fællesteltet og fadøl efter antal tilmeldte, og vores campingværtinde kan lukke for bestilling på den ordinære campingplads, så der er "faciliteter" nok til fastliggere og Wayfarersejlerne.
Agter du at deltage i den fælles grillaften i teltet om tirsdagen, og gerne vil have bakskuld, så bestiller du dette ved tilmelding klik her!. Bakskuld koster typisk 10 kr. stykket. Wayfarersejlerer er vældig sociale mennesker, og vi sætter stor pris på at se, hvem der dukker op, så vi anbefaler varmt at du melder dig til.

Hvad gør jeg ved ankomst ?

Kør direkte over på pladsen (marken ved siden af campingpladsen). Enten igennem campingpladsen  (med sagte fart! max. 5 km/t) eller hvis der er åbnet for indkørsel direkte til marken, så kør den vej. Find en plads, og meld herefter din ankomst til campingpladsen oppe i kiosken hos Birgitte.

Hvad er bakskuld ?

Til festaften på Rantzausminde tirsdag aften er det tradition at vi spiser Bakskuld.
Bakskuld er en specialitet som sejlere fra Ho Bugt Sejlklub har lært os andre at holde af.
Det er en fladfisk med navnet Ising, som er saltet, røget og tørret. Noget fiskerne gjorde i gamle dage for at konservere fisken.
På Rantzausminde tilbereder vi den ved at man klipper finner og hale af med en saks og kommer den på grillen indtil benene slipper, og spiser den med rugbrød, smør hjemmelavet remoulade, eller nye kartofler med persille og smør eller løgsovs. Det passer fortræffeligt med solidt øl og godt brændevin, for fisken skal jo svømme.
Puls og stemning stiger på festaftenen, og inden kaffepunchen, skal vi have en ringdans eller to ude på pladsen.
Husk at bestille Bakskuld ved tilmelding, man spiser typisk 2 til 3 stykker til en voksen person.

 Klik her for mere inspiration!

Skal man deltage hele ugen ?

Nej, man  deltager de dage man har lyst til. Man kan komme bare en enkelt dag eller deltage hele ugen. Mange kommer flere dage inden træfftet starter og nogle bliver også efter det slutter. Hvis man ikke har deltaget før, og kun tænker at være med et par dage, så anbefales det, at man er med når det starter.

Hvad med betaling ?

Man registrerer ved ankomst i campingpladsens kiosk. Man betaler ved afrejse direkte til campingpladsen for de dage man overnatter (Kontant eller Mobilpay ikke Dankort), og betaler pr. person. Det er ganske rimelige priser. 

Se i kalenderen her på hjemmesiden , om der i år er tilmelding og betaling til arrangementer i forbindelse med Rantzausmindetræffet.

Hvor gør man af jollen når man ikke sejler ?

Jollen ligger for svaj lige neden for pladsen hvor alle camperer.  Der er et stort lavvandet område, så selv om man ligger ude i femte-sjette række, så går vandet kun til omkring knæet. Ved ankomst tager man en pæl i stakken bag redskabsskuret ved stranden og hamrer i bunden med en særlig pælehammer. Man placerer pælen så jollen kan svaje hele vejen rundt uden at ramme andre, og man sørger for at selve indsejlingen til den lille bro holdes fri. HUSK at tage pælen op ved afrejse, medmindre den overdrages til en anden jolle. Er du i tvivl så spørg, vi hjælper dig gerne tilrette.

Er der nogle fælles faciliteter ifm. træffet ?

Foreningen har lejet et stort fællestelt, som man kan benytte efter behag. Der er køleskab til fri afbenyttelse og fadølsanlæg med høflig selvbetjening og betaling med kontant eller Mobilpay. Der er desuden også adgang til fryser på campingpladsen.

Skal man deltage i de daglige ture ?

Hvis man har lyst, så vil der dagligt være et eller flere forslag til ture, som man kan deltage i. Det er en ganske særlig oplevelse at sejle ud til en destination og ankomme måske 25-30 Wayfarerjoller joller på stranden. Så  spises der madpakke, bades og der gåes ture i området. Er der et sted med servering (is, kaffe, øl) så er det ofte et populært sted at komme forbi.

 Bakskuld og grillaften ?

Det sker om tirsdagen i fællesteltet. Man medtager selv en grill (eller låner sig ind hos en anden), hvor man tilbereder sin fisk og det mad man ellers har tænkt sig at spise. Alle Wayfarerssejlere med instrumenter, som har lyst spiller op, og der vil være sang og lidt fælles folkedans i løbet af aftenen. Husk Wayfarersangbogen, som også kan købes på stedet.

Hvor får jeg fat i en sangbog ?

Den kan du købe af Thomas (SWS sekretæren) for 30 kr. + evt. forsendelse. (Den sælges også ved træffet).

Hvornår er der skippermøde ?

Hver morgen kl. 09.00. Lyt efter trompeten/hornet/sækkepiben eller anden høj lyd. Der er bl.a. dagens turforslag, vejrudsigten, annonceringer og gastebørs.

Gastebørs?

Formålet med Gastebørs er at få alle med og uden båd ud at sejle. Man kan nemt være 3 vokne i en Wayfarer, og 4 kan også lade sig gøre, hvis man aftaler hvem der gør hvad ved manøvre. Det er iøvrigt meget trygt og hyggeligt at være flere sammen, og erfarne sejlere kan dele ud af deres viden til mindre erfarne. 

Gastebørs foregår efter skippermødet, hvor sejlere, som deltager uden båd og sejlere, som har brug for mere mandskab i båden, mødes og træffer aftale om at sejle sammen.